Her vil jeg poste jævnligt om pointer og skriveprocesser i forhold til min kommende bog “Træd ud som den, du er.”
Jeg glæder mig til at have dig med på rejsen!
Vi har alle brug for en stemme. Vi har alle brug for at vende indtryk til udtryk. Når jeg skriver, er jeg mig i verden! Men hvad er det, der kalder på dig? Hvad har du brug for at være, udtrykke eller gøre i denne verden? Hvad er dit udtryk? Hvis du kunne drømme stort, hvad ville du så gøre?
Vi kan sagtens leve i denne verden i hele og halve liv, hvor vi vælger at overhøre vores indre stemme. Hvor vi lever i og gennem det ydre, hvilket også er en god erfaring. Men på et tidspunkt bringer universet os derhen, hvor vi bliver nødt til at lytte – det bringer os åbninger og muligheder, hvis vi beder om det.
Sådan en mulighed har universet til fulde orkestreret for mig lige nu – og jeg er dybt taknemlig. Af hjertet tak!
Følgende er et uddrag fra min tredje bog, som jeg sidder og skriver på lige nu ”Træd ud som den, du er.” Det handler netop om at finde og bruge sin stemme til de formål, man er her for – dette er min personlige vej ind i det:
”For nu ved jeg, at jeg ikke kan ikke være mig i denne verden uden at skrive. Så enkelt er det! Det er en del af mit formål. Det er mig, når jeg er genforbundet med mit Selv i højeste potens. Det er en del af min sjæls formål. Det er det, som kalder på mig. Når jeg skriver, lykkes det mig for alvor at få de to bjælker i korset til at mødes – den vertikale bjælke, som peger opad mod det spirituelle og den horisontale, som peger udad mod denne verden og menneskene i den. Lige dér, hvor de mødes, dér skriver jeg. Lige dér opstår et enormt potent felt af uanede muligheder. Lige dér forsvinder tid og sted. Lige dér træder jeg ind i flow og bliver ét med min væren.
At det ikke altid har været nemt at forene de to i mit liv, den vertikale og den horisontale bjælke, det skal guderne vide: The mastery of life is to find the cross point.”